En journalist in spe?

Måske sidder I også med en guilty pleasure eller 2 derude i blogland… Nogle I læser mest for at følge med i the juicy details, eller fordi personen fascinerer jer på en måde, måske fordi deres mindset er så forskelligt fra jeres eget.
Dem har jeg et par stykker af… Ja Søren Pind på Facebook, det er dig jeg taler om! .

Bare en pointe, som ellers ikke har nogen relevans for det følgende… *ahem*.

I går faldt jeg over et blogindlæg om omskæring af kvinder. Sensitive subject much? Yes.

Blogindehaveren Katrine er vist blevet skudt i skoene af sine læsere, at hun er ukritisk over for informationerne hun videregiver i forbindelse med sponsorerede indlæg. Den kritik kunne eksempelvis stamme fra indlæg som det her… Eller det her… Eller. Ah. You get the point.
Og da Katrine er journaliststuderende skal hun da ikke have dét siddende på sig… ukritisk over for sine kilder i sine sponsorerede indlæg.

Så hvad gør hun? Hun går efter graverprisen i et indlæg om pigeomskæring sponsoreret af Unicef ved at stille spørgsmålstegn ved Unicefs kampagne… Ved at pointere at måske man lige skulle huske, at vi i Vesten måske ikke har det sande take på tingene. For det er jo deres kultur… [pause]

Dén havde I ikke lige tænkt over, vel? Det var godt, at Katrine bragte den pointe på banen… Om det er fordi jeg lige har været i Berlin og på Holocaust museeum m.m., ved jeg ikke… Jeg kan bare konstatere, at mine tanker er derhenne af ift. dén pointe. Tænk hvis vi bare accepterede grusomheder på baggrund af “kulturforskelle”.

En mening om indlægget synes jeg selv, at I bør danne jer… Katrines læsere har deres, jeg sidder med min, som jeg er fantastisk dårlig til at gemme…

I starten tænkte jeg “Dét, kære Unicef, er fandme penge givet ALVORLIGT dårligt ud”…. Nu tænker jeg; Mission accomplished med al den debat! Unicef får så meget for deres penge nu, men nok ikke på den måde de oprindeligt havde tænkt det! Og det er KUN fordi Katrines forsøg på kildekritik er så fantastisk misforstået, at hun selv ender med at fremstå som den uoplyste person, som Unicef netop prøver at oplyse med den kampagne. Og i nogle af Katrines læsere finder Unicef de bedste ambassadører for kampagnen…

Se dét kunne få mig op af stolen… Ja for Søren Pind på Facebook er faldet af på den, noget med at han skulle skrive en bog og ikke havde tid til at opdatere sin Facebookside.

Nyttige links i den forbindelse: Unicef – stop pigeomskæring
FMP – Foreningen mod pigeomskæring. Lokalt dansk initiativ om pigeomskæringer i Danmark.

- ja altså, så I selv kan gøre jeres kildekritik.

What now…

Insane… intet blogindlæg siden 24. januar. 15 uger blogless…

Hvor fuck blev tiden af… Nå, men nu linker søde Rikke fra Københavnerhaven til mig fra sin blog… Og så bliver man jo nødt til at lægge nyt på, gør man ikke…?

Jeg har brugt min sparsomme tid, ikke på at skabe nyt indhold her til hjemmematriklen, nej sgu… jeg har fået jord under neglene bogstavelig talt… Min vindueskarm er fuld af grønne spirer og jeg sidder jævnligt på knæ i min sofa og nærstuderer udviklingen.
Jeg synes I skal suse over på Københavnerhaven og læse min debut som gæsteblogger! Rikkes saglighed og behagelig væsen kan jeg ikke fake, men jeg skriver om planter og frø… og så har jeg sat flere kommaer end jeg plejer! Så jeg kalder det en succes! Og jeg har tilmed også skrevet det på engelsk også hej Wikipedia min nye bedste opslagsven for hvem fanden ved ellers hvad en tallerkensmækker hedder på engelsk… plate-smacker? !

Jeg kaster om mig med navne som lathyrus, blomsterkarse, så- og priklejord like I know shit.

Og hvad ellers?
I følge min Instagram har jeg haft optur over Christopher Walkens hår, fået bacon til frokost, spurgt folk “why so serious”, været tidligt oppe og i kolde Stockholm, spist mega god brunch, drukket jägerbombs, leget med røgmaskine og diskokugle, været til krebsegilde, fået endnu en lille fantastisk nevø, og for at fejre det; piercet mit øre hvad..? Er det ikke sådan du fejrer nevøer?, har haft en VILD påske, overvejet kurser udi nissekunst, været i London, holdt 1 måned uden sukker og gået bo-fucking-nanza i kage-slik-chokolade heaven, da måneden var forbi og endelig, som en fantastisk krølle på blogindlægget; opdaget at min agurkeplante havde klaret sin fornemmeste opgave; produceret mikroskopiske agurker:

Hvad siger I så? (et retorisk spørgsmål, naturligvis)

Indretningstips helt gratis

Efter at have brugt lang tid på at afklunse hjemmet, synes jeg, at det er passende at touche up på, hvordan man kan få klunse-looket igen. In case I change my mind eller i tilfældet af at I rigtig godt kunne tænke jer lidt mere rod…

Da jeg boede på Nørrebro åbnede en fin lille biks på Rantzausgade nede i kælderen “i den kedelige ende”, nede mod Brorsons Kirke.
Umiddelbart en skrammelbutik, men mand hvor var der mange fine ting hvis man vovede sig derned. Quriosa havde fået en 2200-afdeling.

Jeg kom til at købe 2 mega seje lamper som naturligvis har ligget i en kasse oven på mit skab i 4 års tid, men som er kommet op for ganske nyligt… Se hvor fine:

Og se de flotte detaljer (og her taler jeg ikke om det fede støvlag, der dækker lampen. Det er naturligvis helt intentionelt, som for at give lampen et lækkert retro look… ahem…):

Men så har jeg kun været dernede 1 gang siden da. For jeg synes godt nok at manden i kælderen ikke er fantastisk selskab. Og det føles bestemt som om man som potentiel ikke falder i hans smag heller…

Fine ting til trods, så var det med andre ord ikke en fantaaaaastic oplevelse at rode rundt nede i hans kælder.

Men så opdagede jeg forleden dag at Quriosa er kommet på Facebook og at der bliver lagt MASSER af billeder op af hans fine ting! YAY tænkte jeg. Så kan jeg få lov at se udvalget og kun vove mig derned hvis jeg ser noget som jeg ikke kan leve uden.

Men så skete det at jeg bladrede alle billederne igennem. Og jeg tror sgu at manden er sjov… Og at han måske bare er en misforstået sjæl, som er så vild med sine ting, at han måske bare helst er fri for nogen kommer og køber dem…

Bl.a. kan man købe “bred pung, hedder noget fancy, 100 kr”, eller “knive ala 10 kr stk, har masser”, eller “så fedt billede af en spejderdame, 200″ eller “tæppish 200″. Så kom jeg til at tænke på Maren som sætter “is” efter de fleste ting.. selvom tæppet så efter hendes princip hedder tæppis… Men det er også sjovt.. Det er da sjovt. Han sælger også meget “maskuline håndtasker fra 20-100? kr“…

Nå, min anbefaling er hermed givet videre… både for entertainment og good stuff.

Lost and found

Som de er jer, der følger mig på intagram formenlig har erfaret, ja så blev nøglerne fundet… sent i går aftes. Og selvfølgelig var det ikke mig, der fandt dem. Det var den bedre og langt mindre hysteriske halvdel.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne fortælle jer, at nøglerne lå i posen med kartofler (for dér har jeg også ledt), eller i cisternen ude på badeværelset (for der roder jeg rundt hele tiden nemlig), eller syet inde i boxmadrassen (for det kunne jeg måske havde gjort i søvne), men nej… Jeg overvejede et kort øjeblik at lyve om lokaliseringsstedet. Fordi det var så fucking latterligt. De lå omkring 30 cm. fra dér hvor jeg sad og græd hysteriske tårer over at mine nøgler var væææææææææææææææk heeeeeeeeeeeeeelt vææææææææææææk. I mit sy-grej som lå spredt ud over spisebordet. Det sy-grej som jeg har rodet igennem 12 milliarder gange. Men det krævede en mindre hysterisk homo sapiens af den mandlige art til at løfte et stykke stof og konstatere, at de lå dér… Lige dér.

Stedets banalitet var næsten ikke til at bære. Irritationen over dét overskyggede næsten glæden ved at få nøglerne retur. Men også kun næsten.

Til gengæld havde halvdelen nok pli til ikke at hovere… Eller også vidste han at jeg ville gå i “psycho-bitch-crazy-woman-don’t-make-me-open-up-a-can-of-whoop-ass-on-you-ass-face-mode”, hvis der faldt så meget som en snert af en lortekommentar.

Anyway, nu prøver jeg fremover at bruge den der nøgleophængsting som om.

Det kommer der fandme heller ikke noget godt ud af…

Mere end en uge… SÅ lang tid har vi brugt på at få ryddet op herhjemme… Og her er blevet ret så flot, hvis jeg selv skal sige det.

Hvad FANDEN sker der så for, at jeg kan miste mine nøgler INDE i lejligheden og SLET ikke være i stand til at finde dem igen?

Jeg har været igennem lejligheden fra ende til anden. I køleskabet, på alle køkkenhylder, i sofaen, samtlige tasker og jakker (også dem jeg ikke har brugt i flere måneder, men der er fandme ikke noget der skal komme og fortælle mig, at jeg ikke har været ALT igennem), mit tøjskab, badeværelset, alt mit sy-pis, in short; fucking everything.

Jeg kom hjem igår, låste mig ind, fik en hjerneblødning og har lagt nøglerne et eller andet lorte sted.

Da jeg skulle gå med gravhunden igår, kunne jeg ikke lige umiddelbart finde nøglerne, så jeg lånte den bedre og lang mere organiserede halvdels nøgler, der selvfølgelig hænger på “nøgle-hænger-tingen”.
Gik ned med skraldet, gik med hunden, kom hjem, gik i seng, stod op, gik i panik… Og nu har jeg ledt i sammenlagt 2 timer kun afbrudt af arbejds-emails.

Så hvad gør en desperat kvinde?
Roder gennem det skrald hun bar ned 12 timer tidligere…

Og hvad er mere nedtur end at rode igennem skrald?
At rode igennem skrald og ikke finde det man leder efter…

Hvad gør en desperat kvinde så? Sætter sig ned og vrede-tuder! For det er fucking konstruktivt.

A for effort

Ambitionen for weekenden var høj… For en uge siden gik jeg som bekendt i gang med at omdanne soveværelset fra klamt-gult-pulterkammer til soveværelse-med-hvide-vægge-uden-skimmelsvamp.

Dagene i ugen er blevet brugt på at rydde op på loftet, så vi kunne få plads til alt det skrald, som vi ikke kunne smide ud, men ej heller have i lejligheden mere.

3,5 reoler er blevet tømt, CDer og DVDer er blevet pakket ned i poser, DBA bugner nu af annoncer med vores leftovers skatte, som nu står og råber på en eller flere købere (jeg nævner i flæng: splattergevær, 2 barstole, playstation-spil, cykelsaddel, cigaret-itui i sølv, sko og tøj… Og det er så de ting, som er “så meget værd” at de blev opgraderet fra loppemarked-material til dba.dk material. KOM OG KØB for helvede).

Denne weekend skulle bruges på ophidsende ting så som at hente dba-købt kommode på Amager (for ligesom at ha’ lidt balance i DBA-regnskabet: køb lidt sælg lidt), gå på loftet med CDer og DVDer, gå i IKEA, få repareret det tårn af tøj, som skal en tur i symaskinen før det kan bruges igen, skifte pærer i vores spisebordslampe, have 9 stk. familiemedlemmer til middag søndag osv. osv. og så liiiige en forsinket julefrokost-fest og en 30 års fødselsdag om lørdagen.

Fredag efter arbejde var energiniveauet HELT i bund… Tanken om at ta’ mig sammen og bare lave én af ovenstående ting, fik mig til at krølle mig sammen i fosterstilling og græde i sengen. Så det gjorde jeg og sov lige efter kl. 22. Vågnede knap 12 timer senere som et nyt (og bedre) menneske.
Lavede faaaaaaantastisk morgenmad til den bedre halvdel og undertegnede, og modsat fredagens gråd, snot og fosterstilling, så sørgede jeg naturligvis for at instagramme min fine morgenmad.

Efter morgenmaden skulle jeg liiige høre musikquizzen, aflevere gravhunden til pasning (så jeg ikke skulle tænke på at skulle være ædru nok til at gå en tur med hende når jeg kom hjem) og så var der også en håndboldkamp, der skulle spilles, hvor man skulle heppe i hallen, og i Silvan og købe et galvaniseret stålrør “som vi kender det fra vestegnen” som Silvan-manden sagde det og og og… Klokken blev forsinket-julefrokost tid og hej til øl igen og igen og igen og igen..
Jeg mistede en del kroner på bankkontoen, følelsen i mine fødder efter knap 12 timer i onde sko, 10 timer af min hukommelse, og klokken 5-6 stykker sejlede vi hjem i seng. Da jeg slog øjnene op kl. 12 ca. var det første der slog mig den fine sol, der stod ind af vinduet. Men så bevægede jeg mig… Alt gjorde ondt. Tømmerbasserne havde meldt deres ankomst FULL BLOWN.
Sad limet til sofaen og havde mildest talt frygteligt ondt af mig selv indtil kl. 15, hvor den bedre og også langt mere tømmermandsramte (if it ever were possible) halvdel skulle til Amager og hente kommode. Så fik jeg lidt mere ondt af ham. Særligt da hans ansigtsfarve gik fra tømmermænd-flushed til grå.

Søndag aften blev for hans vedkommende tilbragt i sengen med alle hjerneceller på fuld kraft for at sikre at det sparsomme indtag af mad ikke blev returneret af samme vej som det kom.
Mig? Jamen jeg lavede mad, ryddede op, havde familie på besøg, ryddede mere op, lavede kaffe og te, underholdte. Lige dét man har lyst til, når man er så træt, at waterboarding et øjeblik virker som en effektiv og attraktiv pick-me-up.

Er det snart weekend?

Self-induced nightmares

Det er altid lidt et dilemma, man har haft nogle vilde drømme, som man bare MÅ dele med nogen… men man ved godt, at det ALDRIG er fedt at høre om andres drømme. For det er det ikke.

Men I kan klikke jer ud af indlægget. Mine kære i den knap-så-digitale-verden kan ikke be’ mig om at holde kæft. Eller det kan de jo egentlig. Men der er ingen garanti for, at jeg så holder kæft. Derfor bliver bloggen lige afløb for tre sindsyge drømme, som indtog min hjerne natten til mandag.

1. Carla fik skab… Sådan en sygdom som ræve tit har. Dyre-versionen af fnat. Hvorfor hun havde det, ved jeg ikke, men jeg fandt ud af det, da hun blev kastet i en pool og kom op uden hår på ryggen (normalt et rart scenarie, at slippe for sine ryg-hår, men i Carlas tilfælde, var det ikke et kønt syn).

2. Jeg skulle tisse frygteligt meget, løb ud på toilettet og satte mig ned og tissede. Trak ud, blot for at konstatere at der var nogen, der havde proppet toilettet fuld af IKEA-poser. Det havde ikke et pænt udfald. Jeg kan huske, at jeg skrubbede gulvet med en opvaskebørste… og der var ubehandlet trægulv på toilettet – naturligvis.

3. Jeg blev jagtet af en gut med en machete… (tak til Dexter sæson 5. Fuck you very much.)

Og hvorfor så alle de her mareridt? (<– for øvrigt et ord som jeg lige har lært at stave til) Well, fordi jeg brugte lørdag på at male soveværelse med min søster. Og der er blevet så fint! Ikke mere pulterkammer med tisgult-going-on-hudfarve på væggene og en seng der hviler op ad en ydermur som gør, at jeg bare skal tænke på at gå i seng med vådt hår og så er der bonus på skimmelsvampe-kontoen.

Nu har vi et flot soveværelse hvor ingen ligger inderst og der er plads til tingene i skabet hvis man bare gad at sætte derind<a …
Men med den flothed følger også de maling-fumes som, trods udluftning/minusgrader i lejligheden over hele weekenden, ligger tungt i værelset.

Fumes der åbenbart virkelig sætter gang i drømme-apparatet.

Følgere på Instagram (@Stopdetdog) vil vide hvor meget lort der rent faktisk var i mit soveværelse præ-oprydning.
Følgere af bloggen kan se det her:

Ja det er min søsters fødder, der gæsteoptræder på 1. billede