Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Hvad jeg ser i TV’ Category

Jeg har netop udgivet et blogindlæg som egentlig mistede sin nyhedsværdi for 3 mdr. siden. Men da jeg har lært at man altid lige skal falde ned inden man råber svarer/går til tasterne, lod jeg den lige ligge som kladde lidt… Jeg er nu faldet (lidt) ned, men jeg er ikke blevet klogere på folk, som mener, at julehjælp er forbeholdt hvide mennesker…

Men i mellemtiden er der sket så mange ting… Jul, nytår, et nedstyrtet Air Asia fly (som forsvandt ca. 3 dage efter min bedre halvdel og jeg havde fløjet en tur eller to i stort set samme område med samme flyselskab), en hel verden som var Charlie Hebdo – alt dette mens jeg var på en lang ferie i Sydøstasien med min bedre halvdel. Senest blev mit elskede København udsat for en tosset mand, som skød og dræbte to civile under påskud af at være religiøs.
Hvis du har brug for et fornuftigt take på den sag, så forslår jeg dig, at du hopper over til gravhunden Nadia.

Men alt dét skal det ikke handle om nu.

Men vi bevæger os dog ikke langt væk fra områder befængt med idioter…

For der er mennesker, der ikke vaccinerer deres børn… Med vilje? Kan du tænke dig det? Det gør, at vi er under flokimmunitetsgrænsen (and still going down). Det har ikke rigtigt haft sådan en aktualitet før… men nu er den her, aktualiteten… Desværre. Mange er smittede i Berlin og nu har sygdommen også krævet sit første offer i denne omgang.

Der er skrevet så frygteligt meget fornuftigt om vaccinationer… og alligevel er der folk, der er så fatsvage at de vælger den fra bare fordi… Eller fordi; “Mit barn skal ikke ha’ gift”, “staten skal ikke bestemme over mit barn” osv osv. Fælles for alle disse argumenter er “mit barn”, “min beslutning” “mig mig mig og mit”… Desværre fungerer det bare ikke helt sådan i Mæslinge-verden. For det handler ikke kun om dig og dit barn. Det er fandme et kollektivt ansvar, for ikke alle er så heldige, at de kan tåle vaccinen. Og ved at takke nej til den vaccine som (helt og aldeles videnskabeligt bevist) er pisse meget bedre end alternativet, så er du ikke kun et røvhul over for DIT barn. Du er også et røvhul over for spædbarnet, der ikke har fået sin MFR endnu, for den der har svækket imunforsvar, den der er i kemo…

Og så kunne man forestille sig, at folk forstod det, når man blot forklarede det… Men nej. I dag i Politiken skriver to læger et debatindlæg, der forklarer fakta og opfordrer forældre til at tænke sig om en ekstra gang inden de takker nej til MFR-vaccinen på deres børns vegne.
Man må antage at folk der tager sig tid til at kommentere på den slags artikler rent faktisk har læst artiklen (er det naivt at antage?), og derfor undres man, når folk argumenterer fuldstændig uanfægtet af fakta som lige er blevet præsenteret i artiklen.

idiot på politiken

Jakob Schimdt her er bare én ud af virkelig mange tosser, som mener, at de ved bedre end utallige forskere og læger… Eller som mener, at man ejer sine børn.
Jeg er faktisk også stødt på en enkelt eller to, som anerkender risikoen for egne og andres børn. Men som simpelthen er ligeglade. Fordi man selv må bestemme! Hvad fanden er dét for et argument??
Kom frem, du anti-vaccinations-menneske og retfærdiggør din beslutning baseret på fakta… Kom frem og fortæl mig, at du er pisse kold i røven over for (dit barn og) andres liv, for det må være den eneste grund til, at du fravælger vaccinen.

Nå… skal jeg mon vente 3 mdr. med at udgive det her blogindlæg? 

Slut note; tre måneder blev det ikke til… Men det er i dag den 5. marts 2015.

Read Full Post »

Nej NU stopper det…

Dette indlæg er skrevet den 28. november 2014. Men da jeg var så vred i øjeblikket, besluttede jeg mig for ikke at udgive…
Nu er jeg efterhånden faldet ned og har stadig brug for at udgive. Så here goes – indlægget er udgivet den 24. februar 2015…

I dag blev jeg konfronteret med tal, som var så rystende, at jeg faldt til tasterne i en facebookopdatering på min private profil.. Jeg diskuterede arrigt med min bedre og langt mildere halvdel (trods vi var ganske enige) og da et undisclosed antal af skodserier stadig ikke havde bedøvet mit raseri, ja well.. Så endte jeg her.
For jeg har brug for at tale om det. Brug for at blive trøstet, eller brug for at forstå… Eller forstå at jeg ikke kommer til at forstå.
Julen er en dejlig tid. Jeg er ikke så meget til gaveræset, men jeg kan godt lide den stemning mine medmennesker kommer i.

Ja der er også stress og jag over julen og der er lejlighedsvise grinches, der viser sig, men aldrig i mine 29 år har jeg oplevet grimhed i en sådan grad fra så mange mennesker, som i dag, da jeg læste en historie hos Metroxpress. De har nemlig historien om Daniel Carlsen (som i sig selv er et antropologistudie værdigt) og Danskernes Parti der uddeler julehjælp til dem, som de definerer som danskere, altså de hvide.
Og måske Metroxpress ikke syntes, at der var helt nok gris (pun intended) ved den historie… Nej de skulle også lige lave afstemningen, som jeg indtil i dag aldrig kunne drømme om.

En ting er, at man måske har misforstået julens budskab om at give og kristendommens budskab om at elske din næste også selvom du faktisk ikke holder meget af din næste, og man fejlagtigt tror, at julen i Danmark er for de kristne. Det er i min optik helt misforstået. Julen i Danmark er for langt de fleste en kulturel begivenhed snarere end en decideret kristen begivenhed. Og julen fylder i alle de danske hjem i et eller andet format, uanset religion.
Alle skoler holder juleferie – alle er, så vidt muligt, sammen med dem de holder af den 24. december – uanset religion. Det er min stærke overbevisning. Så at forbeholde julehjælp til de kristne er noget fis. Men noget misforstået fis, som jeg ikke kan hidse mig (meget) op over.

Men at sige at jul(ehjælp) er forholdt HVIDE mennesker er jo fucking psykopatisk… Det er jo simpelthen vanvittigt. Der er mange, der fejlagtigt trækker paralleller til Hitler og Holocaust i tide og utide (jeg nævner i flæng ham idioten i DR programmet Ti Stille Kvinde, der sammenlignede Zenia Stampe med Hitler (og Osama bin Laden for den sags skyld)) men jeg kan ikke se hvor det her adskiller sig fra nazismen… Hvis du ikke er ægte hvid i huden, så må du ikke få økonomisk hjælp i en religiøs/kulturel højtid. Hvis du ikke er hvid, er du ikke god nok. Bliver dine behov ikke anderkendt.
Hvad fanden? Hvad fuck har hudfarve med julehjælp at gøre? Hvorfor læser jeg at knap 40 procent af over 600 mennesker ser sådan på verden i 2014 i en dansk netavis?? HVORFOR?
Det gør mig (tydeligvis) så rasende, at jeg er ved at selvantænde.
Hvordan er det kommet så vidt?

Over de seneste par år har jeg været vidne til et politisk klima der i dén grad har ændret sig. Fra et meget udskældt DF som stod helt uden for indflydelse til et parti som nu, med folkets magt, som det hedder sig i et demokrati, står som eftersigende det største parti i Danmark.
Og DF har givetvis også fin politik på mange områder. God mod dyr og gamle mennesker og det er sådan set også ganske fint. Men det er jo nok ikke deres dyrevelfærdspolitik, der lokker flere vælgere til. Det er givetvis deres syn på folk med anden etnisk baggrund end dansk, ledt an af værdiordfører (og vel den første af sin slags) Pia Kjærsgaard og den slanke ariske sag Kristian Thulesen Dahl.

Og det er på mange måder kommende snigende ind på mig… bevidstheden om hvad den stigende vælgertilslutning til DF er et udtryk for… Og hvad det potentielt kan føre til.
For jeg har da stemt i, når folk har sagt “Hvem ER det der stemmer på DF?” og tænkt, som det fordomsfulde menneske jeg er at de allesammen sidder i Jylland og har rundet de 70, så rolig nu… Men i dag blev jeg konfronteret med dét faktum at jeg statistisk set nødvendigvis må kende nogen, der stemmer DF, som er under 70 og bosat på Sjælland.
Nu kender jeg ikke nødvendigvis mine læsere, men fortæl mig, stemmer du DF? Eller har du overvejet det? Jeg vil så gerne høre fra en som stemmer DF og ønsker (og evner) at forklare mig bevæggrundene bag…

Og i forhold til de mennesker der har svaret Ja i MetroXpressundersøgelsen, så bliver jeg nødt til at lukke øjenene for den slags mennesker, for ellers mister jeg al håb for vores verden. Når mennesker fra en så priviligeret del af verden ikke har hjernehjerterum til at rumme andres menneskers nød uanset hudfarve, religion, kulturelle skikke m.m., ja så står jeg af.

Pisse fucking ØV. Den dag jeg bliver en minoritet i Metroxpress-spørgsmålet, så flytter jeg.

Read Full Post »

Normalt kører alt på “slow” om sommeren. Folk er på ferie og af en eller anden årsag gør det, at medierne ikke har noget at rapportere… Kun fuldstændigt ligegyldige historier.. Fordi der åbenbart ikke sker noget i sommerperioden… Men det er desværre ikke tilfældet denne sommer.

Gaza-konflikten fylder siderne og sendefladerne… Ebola-udbruddet i Vestafrika fylder en smule… Flynedskydningen over Østukraine er allerede yesterday’s news, trods det ikke engang er 2 uger siden… Borgerkrigstilstande i CAR og Syrien i langt mindre grad trods der foregår ting begge steder, som er helt utænkelige og uacceptable. Men CAR har været noget alvorligt rod siden januar og Syrien kører på 4. år nu… Gaza har p.t nyhedsværdien på sin side.

På ingen måde agurketid. Desværre.

Og alligevel sniger de sig ind hos medierne – de ligegyldige historier, som jeg klikker mig ind på, når jeg ikke kan holde ud at læse mere om mennesker, der dræber andre mennesker, eller om en sygdom så frygtelig, at folk flygter fra hospitalerne, efter de er blevet diagnosticeret – fordi de ved, at der en 90% risiko for, at de ikke kommer ud af isolationen levende…

Dagens agurk er fra den 14. juli og courtesy of Berlingske.

Og hvorfor skal den så ha’ mere opmærksomhed? Fordi den tydeliggør hvor dejligt, vi har det i Danmark. Og når store dele af verden har brug for vores hjælp, opmærksomhed, penge, handling, så kan det måske hjælpe lidt at se på kontrasterne…

Historien i kort handler om en del af en strand som måske skal være åben for såkaldte naturister [hvorfor hedder de egentlig ikke nudister mere?]… Det er der naturligvis nogle, der er kede af. Blandt andet Jens Peter… Her er et citat:

“For Jens Peter Vernersen, der er formand for grundejerforeningen ved Vedersø Klit, handler det blandt andet om en fredning fra 1967, der erklærer, at der skal være fri adgang for offentligheden. Og med en naturiststrand vil det, ifølge ham, være at bryde med den gamle aftale.

»Realiteten er jo, at familier med børn aldrig vil gå derned, hvis der ligger 20 til 30 naturister. Og så er der ikke fri adgang for alle,« siger han.”

Argumentet ville give mening hvis man erstattede “naturister” med “landminder”, “terrorister”, “inficerede lig” osv. Men nøgne mennesker?

Lovpligtig fri adgang for alle og den største trussel mod os er, at måske ikke alle HAR LYST til at gå derned, fordi nogen er nøgne.

Vi er heldige, at idioter i Danmark sjældent griber til våben… (uden øvrig kobling til ovenstående nøgen-historie i øvrigt). Og langt de fleste danske idioter er alene om deres sag. Så heldige er de ikke mange andre steder.

Når nogen bliver udsat for idioter i flok med våben, skal de repareres.

Det gør Læger Uden Grænser.
Du kan trække din donation fra i SKAT.

Hvis du ikke tror på Lægerne, så er der masser af alternativer, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og meget andet.

Og hvis du har lyst til at se noget rart efter ovenstående opremsning af verdens hæsligheder, så kan du hoppe forbi min instagram, @stopdetdog, for der er 5 søde hvalpe, som jeg har svært ved at stoppe med at tage billeder af… Min egen lille agurke-historie.

God tur på stranden, folks!

Read Full Post »

Der er et par steder både fysiske og online, hvor koncentrationen af idioter er lidt højere end gennemsnittet.

Her kan nævnes fodboldstadioner, Simons natklub i KBH (eneste sted hvor man kan få skæld ud af Klaus Riskærs søn, fordi HAN væltede MIN drink udover MIG… Men han skældte mig nok mest ud, fordi jeg ikke vidste hvem han var… mens han slightly aggressively hvislede “VED DU IKKE HVEM JEG ER?”. Nej.. Nej det gør jeg ikke. Og behovet for at lære dig at kende kan ligge på et meget lille sted), Fast food restauranter efter kl. 4 om natten, Ekstra Bladets nationen!, bilkøer i indre by, Kaare Sands dokumentarserier osv. osv.

Nu kan vi med sikkerhed også tilføje Pia Kjærsgaards Facebook-side. Facebook har blokeret hende fra at opdatere og kommentere i 24timer (som så blev reduceret til 4 timer) efter et passende antal mennesker formentlig har anmeldt hende for at bryde Facebooks community standards (What? Har Facebook regler? Ja sgu da, som ethvert chat-forum er der også her nedskrevne regler, der i det store hele fortæller dig at du skal tale pænt, at du ikke må mobbe eller drille, og hvis du ikke overholder det, så bliver du sendt uden for døren).
Uagtet at Facebook nu har sagt undskyld og at det var forkert at blokere hende p.g.a. brugen af ordene “dum” og “naiv”, så er det savme lige præcis de ord (og jeg kunne måske også finde på nogle lidt mere kreative adjektiver, men så er det noget med at jeg ikke er bedre end dem) der passer på de fleste kommentatorer derinde, både på hendes side men så sand-e-ligt også blandt de mennesker, som har et behov for at gi’ igen af en lavere skuffe – altså dem der overordnet set ikke er enig i damens værdisæt.

Jeg faldt over en afstemning a la “Er det strengt at Facebook ekskluderer folk så hurtigt” og langt de fleste havde svaret “ja”… Rebelsk som jeg er, svarede jeg nej. For jeg synes at der skal sanktioneres når der mobbes. Også selvom vi har ytringsfrihed. For det er sgu da ytringsfrihed under ansvar. Jeg synes faktisk at det er symptomatisk for vores tid at voksne mennesker pakker mobberier ind i ytringsfrihedens flotte kappe…. Særligt tonen politikere i mellem er grim, plat, ufattelig barnlig og indholdet er ikke meget bedre og i meget sjældne tilfælde relevant udfra en politisk interesse.

Så ryd endelig op, Facebook, både hos Pia K. og hos Helle T. men i særdeleshed hos Søren Pind for magen til nederdrægtig mudder”kommunikation” skal man lede længe efter.

(Politisk) Dialog anno 2013:
“Din klamme luder, fuck hjem i din lortegrotte og sut pik i helvede!”
“Hey tal lige ordentligt, du skal ikke kalde mig sådanne nogle grimme ting!”
“Fuck af kælling, der er ytringsfrihed!”

Måske lidt fortegnet… Men I ved hvad jeg mener.

big-mouth-baby (1)

Read Full Post »

Følgende er skrevet i affekt… Men det gør det ikke mindre rigtigt, bare mere kulørt og måske en kende ustruktureret

Pia K går af… Yeehaaaaaa! Men hold dine heste, du kommer ikke til at undvære hendes belastende “ja jeg må altså bare sige” for hun Dansk Folkeparti har valgt at oprette en stilling til damen som “værdiordfører”. Fy for skjorten. Og Kronprinsen tager roret som formand. Men det overrasker ikke… Jeg havde faktisk også lagt mærke at hr. Kristian Thulesen Dahl var ude med flere end sædvanligt usympatiske udtalelser… Han er kørt i stilling som en sand DFer.
Usympatisk, uempatisk, usmagelig (i udtalelserne, hans udseende vælger jeg ikke at kommentere på), indskrænket, ekstremistisk og mange andre adjektiver som muligvis ikke retfærdigvis kan kategoriseres som objektivt observeret som ovenstående…
Dermed ikke sagt at ALLE DFere er sådan, men sætter man KTD som formand og Pia K som værdiordfører så er det et ganske tydeligt signal at sende.

Og ja ja vi kan da godt blive enige om at det er meget fint at DF findes, bevares de repræsenterer jo også uoplyste røvhuller i Danmark en del af vores befolkning, og der skal være balance i tingene og plads til alle og pis og lort men jo mindre taletid de får, jo bedre. Jeg ville ønske at medierne også kunne se det. Pia er kendt for at være ganske god til at få sig selv i medierne, vi krydser for at KTD ikke har samme medietække…

Jeg nåede lige at blive glad ved nyheden om at Pia K går af… Men jeg har desværre på fornemmeren af KTD ikke er et bedre alternativ. Og egentlig, ik’?! Så vil jeg sgu bare gerne have mit danske flag tilbage… Kan fandme da ikke se et flag i ankomsthallen i lufthavnen uden at krumme tæer.

Det var alt jeg havde at sige til den sag lige nu… Jeg sidder lige lidt her og er lidt hidsig.

Read Full Post »

Som en naturlig forsættelse af forrige weekends memoires, kan jeg tilføje lidt til denne weekends oplevelser…
Denne gang i spørgsmålsform… Spørgsmål som weekenden har affødt:

Har man drukket for meget på en aften, hvis man går hjem, fordi man synes, at alle folk lugter af fersk kød?
Er man for lidt dame, når man smider hælene det sekund festen overgår fra middag til stå-i-baren?
Er hjemmet for meget et herberg, hvis gæst nr. 2 melder sig søndag kl. 13 for at crashe i en stol (gæst nr. 1 sov på sofaen)
Har man et forskruet forhold til slik hvis man køber for 70 kr. slik? til 7 kr. pr. 100 g.

På dagens FUCK-NU-AF-LISTE:
3. Buschauffører der ikke kan finde ud af at holde et stabilt speedertryk…
4. Taxichauffører der ikke kan finde ud af at holde et stabilt speedertryk…
5. Spinninginstruktører der skriger…
6. Spinninginstruktører der spiller Shaggy… Det duer ikke til spinning, det duer ALDRIG!
7. Puls-ure der viser en puls på 0 (nul!!!) når man føler at lungerne er igang med at kravle op ad halsen…

(for 1 og 2 se HER)

Tilføj gerne hvis I lyster…

Og en lille sidebenærkning: Ugens optur: Paradise Hotel er tilbage! Oh-fucking-yes!!! Go ahead, judge me, I don’t care. Det er jo indbegrebet af underholdning.

Read Full Post »

Du har aldrig fået min stemme, men du har, på lige fod med alle mulige andre politikere, haft min respekt. For jeg respekterer alle mulige og umulige politiske holdninger og som oftest også personerne bag disse politiske holdninger. Indrømmet, jeg har det svært med Pia Kjærsgaard og co. og måske er det fordi jeg synes, at der er så lidt respekt i det menneskesyn, de promoverer og så er det ok at jeg offentligt hader på dem, her på bloggen..

Jeg er vild med at følge med i, hvad der sker… In fact bliver det, som så meget andet, lidt manisk for mig. Jeg vil meget gerne være opdateret. Og jeg er VIRKELIG meget på Facebook. Bruger altså VIRKELIG lang tid derinde. Derfor må Facebook være mit choice of weapon mod uvidenhed, mit primære visuelle medie, blandet op med radioen program 3, stadig i mangel af bedre.

Så jeg ‘subscriber’/abonnerer på mennesker, som holder mig oplyst. Eller mennesker, der underholder mig.
Du, kære Søren, var nok en blanding af de to. Lidt oplysning og ganske meget underholdning.

Men nogle gange, ik’ Søren, så bliver jeg sgu så forbandet. For jeg synes, at du er beskidt og så sandelig ikke på den frække måde .

Jeg bliver sgu træt af at høre på dig… Og må unsubscribe fra dig. På den måde bliver jeg udsat for lidt mindre politisk mudderkastning. For det er så nemt for dig på Facebook. Det er jo kun dine venner, der kan kommentere på dine opdateringer, og derfor er det også kun rygklap og Nationen-værdige tarvelige kommenetarer om dine modpolitikere, der figurerer i dit kommentarfelt. Men så, for reasons unknown kan jeg ikke dy mig alligevel. Må subscribe igen. Må læse med og snage. Lidt ligesom man (‘man’ som i ‘mig’) læser lidt med i skjul på blogs, selvom man ikke altid holder så meget af/med bloggeren…

Men Søren, jeg troede, at den tarvelige tone var forbeholdt din Facebook-profil? At det var sådan en Facebook-tone, som du lige tænkte var en crowd-pleaser.

Her til aften tog du den med ind i Debatten. Og jeg kunne tale længe om hvor fjollet Debatten er, og at det naturligvis ikke er der, jeg henter min oplysning, og at det egentlig er fjollet, at jeg ser det, for jeg krummer altid tæer, så det tager helt til næste dag at få dem foldet ud. Jeg hader det egentlig, men det er lidt lige som gyserfilm. Hvis jeg var fornuftig holdt jeg bare den skide pude for øjnene, mens jeg kantede mine håndled, sådan så jeg også kunne holde mig for ørene… men det gør jeg ikke. For jeg bliver jo nødt til at se, hvad der sker alligevel.

Det er blå blok repræsenteret ved Ole Birk Olesen (som fortjener sit helt eget blogindlæg ved lejlighed) , Brian Mikkelsen og så dig, Søren. Så er der rød block, her repræsenteret af Johanne SM, Pernille RT og Pernille Vigsø Bagge (hende kender man ikke så godt så jeg tænkte jeg lige ville skrive hendes navn fuldt ud) . Du diskuterede med Pernille VB (nu har jeg introduceret hende så nu får hun initialer som de andre) og hun kritiserer din regeren/regering de sidste ti år. Fremstiller naturligvis sig selv og sit, som det fede alternativ. Og hvad hørte jeg så dig sige som et forsøg på et come-back til Pernille VB? Du hvisler hånligt ud af din mundvig: “Nå… men du blev nu ellers ikke minister…”

Fuck nu af, hvor er det dog pisse latterligt sagt. Jeg ved fandme ikke engang, hvor jeg skal starte eller slutte.

Latterligt.

Og min straf til dig… Jeg må unsubscribe endnu engang. Ha! Ta’ den!!! En subscriber mindre. Én mindre i det danske rige, der skal trækkes med at høre på dine småperfide bemærkninger og din evige Spotify-deling… Private listening, please! No one gives a fuck!!!

Sådan… Det skal du nok lære noget af.

Til dem af jer der ikke helt kan se, hvor nedern Søren var, som det står beskrevet i ovenstående, skal I være velkomne til at klikke HER, og surfe igennem alt muligt crap indtil 34 minutter inde i klippet… Tror faktisk, at linket linker til det rigtige tidspunkt i klippet.


For ligesom at hæve niveauet i dette blogindlæg lidt, har jeg valgt et billede af Søren, hvor han spiser. For han ser, som alle andre gør, dum ud, når han spiser.

Read Full Post »

Older Posts »

%d bloggers like this: