Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Apropos tragisk…

Er det her sted ikke bare liiiige sådan et sted, du godt gider at gå i byen?

Hvor du bare kan HÅBE på at være den grimme pige, som han snaver med i hjørnet og ikke gider at kendes ved! MAND, han er sgu en vinder, ham Anthon!

Og hvor er det finurligt og charmerende at kalde en klub for Molly
En direkte branding-approach er måske den sikreste vej til succes lige over for den målgruppe. De kunne også bare have kaldt den “We Do Drugs” eller “Idiots”.

Reklamer

I don’t get it…

Hej…
Det er lang tid siden, I know… Men det er sjældent jeg har så meget på hjerte, at der er behov for at boble over herinde.

I dag læse jeg en artikel på politiken.dk. Om Laila der var uhelbredelig syg af kræft, fordi hun var en af de 27.000, der ved en fejl ikke er blevet indkaldt til screening.

Og så var det, at jeg tænkte, at det er frygtelig tragisk for Laila og hendes familie. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at leve med en terminal diagnose.

Men hvornår er vi stoppet med at tage ansvar for vores eget helbred? Hvornår begyndte vi at tilsidesætte vores egen handlekraft? Og gøre systemet ansvarlig for, at vi går til screening hvert 3. år?

Jeg forstår det slet ikke… Jeg bliver ugentligt mindet om livmorhalskræft… eller læge… eller mit eget helbred… på en eller anden måde. Og selvom det ikke var en ugentlig ting, så ville jeg da ikke lade 8-11 år gå forbi uden selv at tage initiativ? Ville I? (her håber jeg naturligvis at prikke til jeres dårlige samvittighed, hvis I er en af dem, der enten ikke er blevet indkaldt og ikke selv har gjort noget ved det, eller hvis I ikke liiiiige har haft tid til at gå til de der screeninger).

Indkaldelsen til screeningen er indført udfra et samfundsøkonomisk perspektiv… Så vi ikke når at blive uhelbredelig syge og dermed koster samfundet mange penge. Men man har selv ansvar for sit heldbred over for sig selv og sine kære… En manglende indkaldelse er jo ikke systemets måde at sige “Don’t worry, vi har på afstand vurderet, at du ikke fejler noget”

Det SKAL være en prioritet for os at bruge de muligheder vores velfærdssamfund giver os… Og med “muligheder” mener jeg ikke, den mulighed man har for så at klage over manglende indkaldelse gennem patientforsikringen. Det kan jeg simpelthen ikke forstå, at man gør. Det vidner da om, at man helt har mistet realitetsfornemmelsen, eller at man har et meget stærkt behov for at identificere en syndebuk… At man vedkender sig, at man ikke tager ansvar for sit eget helbred, og at man står så meget ved det, at man synes at man skal have en kompensation hvis systemet så ikke tager det ansvar. Systemets påmindelser er nice to have, og bør ikke være need to have.
Og det er ikke bare Laila, der er “opdraget” på den måde… Patientforsikringen opfordrer til at søge erstatning og er på den måde med til skabe en fortælling om, at her i Danmark behøver man ikke at tænke selv.

Artiklen slutter med et citat fra Laila vedr. hendes klage til Patientforsikringen: »Jeg gør det ikke for pengenes skyld, men for princippet. Jeg håber, regionerne vil gennemgå deres systemer rigtig grundigt nu, så der aldrig kommer til at ske lignende fejl igen. Jeg ville gerne have levet 40 år mere, men tænk på de unge kvinder, som måske kommer til at dø på grund af den dumme it-fejl. Jeg har da trods alt nået at blive over 50«.

Systemet vil altid fejle… vi må aldrig lægge ansvaret for vores liv i hænderne på systemet.
Jeg håber, at artiklen bidrager til at kvinder, unge som gamle, bliver klar over, at ansvaret for deres egen sundhed ligger hos dem selv… Det kan aldrig blive systemets ansvar, ligegyldigt hvad der bliver lovet.

Måske sidder I også med en guilty pleasure eller 2 derude i blogland… Nogle I læser mest for at følge med i the juicy details, eller fordi personen fascinerer jer på en måde, måske fordi deres mindset er så forskelligt fra jeres eget.
Dem har jeg et par stykker af… Ja Søren Pind på Facebook, det er dig jeg taler om! .

Bare en pointe, som ellers ikke har nogen relevans for det følgende… *ahem*.

I går faldt jeg over et blogindlæg om omskæring af kvinder. Sensitive subject much? Yes.

Blogindehaveren Katrine er vist blevet skudt i skoene af sine læsere, at hun er ukritisk over for informationerne hun videregiver i forbindelse med sponsorerede indlæg. Den kritik kunne eksempelvis stamme fra indlæg som det her… Eller det her… Eller. Ah. You get the point.
Og da Katrine er journaliststuderende skal hun da ikke have dét siddende på sig… ukritisk over for sine kilder i sine sponsorerede indlæg.

Så hvad gør hun? Hun går efter graverprisen i et indlæg om pigeomskæring sponsoreret af Unicef ved at stille spørgsmålstegn ved Unicefs kampagne… Ved at pointere at måske man lige skulle huske, at vi i Vesten måske ikke har det sande take på tingene. For det er jo deres kultur… [pause]

Dén havde I ikke lige tænkt over, vel? Det var godt, at Katrine bragte den pointe på banen… Om det er fordi jeg lige har været i Berlin og på Holocaust museeum m.m., ved jeg ikke… Jeg kan bare konstatere, at mine tanker er derhenne af ift. dén pointe. Tænk hvis vi bare accepterede grusomheder på baggrund af “kulturforskelle”.

En mening om indlægget synes jeg selv, at I bør danne jer… Katrines læsere har deres, jeg sidder med min, som jeg er fantastisk dårlig til at gemme…

I starten tænkte jeg “Dét, kære Unicef, er fandme penge givet ALVORLIGT dårligt ud”…. Nu tænker jeg; Mission accomplished med al den debat! Unicef får så meget for deres penge nu, men nok ikke på den måde de oprindeligt havde tænkt det! Og det er KUN fordi Katrines forsøg på kildekritik er så fantastisk misforstået, at hun selv ender med at fremstå som den uoplyste person, som Unicef netop prøver at oplyse med den kampagne. Og i nogle af Katrines læsere finder Unicef de bedste ambassadører for kampagnen…

Se dét kunne få mig op af stolen… Ja for Søren Pind på Facebook er faldet af på den, noget med at han skulle skrive en bog og ikke havde tid til at opdatere sin Facebookside.

Nyttige links i den forbindelse: Unicef – stop pigeomskæring
FMP – Foreningen mod pigeomskæring. Lokalt dansk initiativ om pigeomskæringer i Danmark.

– ja altså, så I selv kan gøre jeres kildekritik.

What now…

Insane… intet blogindlæg siden 24. januar. 15 uger blogless…

Hvor fuck blev tiden af… Nå, men nu linker søde Rikke fra Københavnerhaven til mig fra sin blog… Og så bliver man jo nødt til at lægge nyt på, gør man ikke…?

Jeg har brugt min sparsomme tid, ikke på at skabe nyt indhold her til hjemmematriklen, nej sgu… jeg har fået jord under neglene bogstavelig talt… Min vindueskarm er fuld af grønne spirer og jeg sidder jævnligt på knæ i min sofa og nærstuderer udviklingen.
Jeg synes I skal suse over på Københavnerhaven og læse min debut som gæsteblogger! Rikkes saglighed og behagelig væsen kan jeg ikke fake, men jeg skriver om planter og frø… og så har jeg sat flere kommaer end jeg plejer! Så jeg kalder det en succes! Og jeg har tilmed også skrevet det på engelsk også hej Wikipedia min nye bedste opslagsven for hvem fanden ved ellers hvad en tallerkensmækker hedder på engelsk… plate-smacker? !

Jeg kaster om mig med navne som lathyrus, blomsterkarse, så- og priklejord like I know shit.

Og hvad ellers?
I følge min Instagram har jeg haft optur over Christopher Walkens hår, fået bacon til frokost, spurgt folk “why so serious”, været tidligt oppe og i kolde Stockholm, spist mega god brunch, drukket jägerbombs, leget med røgmaskine og diskokugle, været til krebsegilde, fået endnu en lille fantastisk nevø, og for at fejre det; piercet mit øre hvad..? Er det ikke sådan du fejrer nevøer?, har haft en VILD påske, overvejet kurser udi nissekunst, været i London, holdt 1 måned uden sukker og gået bo-fucking-nanza i kage-slik-chokolade heaven, da måneden var forbi og endelig, som en fantastisk krølle på blogindlægget; opdaget at min agurkeplante havde klaret sin fornemmeste opgave; produceret mikroskopiske agurker:
Photo 04-05-13 14.38.26

Hvad siger I så? (et retorisk spørgsmål, naturligvis)

Efter at have brugt lang tid på at afklunse hjemmet, synes jeg, at det er passende at touche up på, hvordan man kan få klunse-looket igen. In case I change my mind eller i tilfældet af at I rigtig godt kunne tænke jer lidt mere rod…

Da jeg boede på Nørrebro åbnede en fin lille biks på Rantzausgade nede i kælderen “i den kedelige ende”, nede mod Brorsons Kirke.
Umiddelbart en skrammelbutik, men mand hvor var der mange fine ting hvis man vovede sig derned. Quriosa havde fået en 2200-afdeling.

Jeg kom til at købe 2 mega seje lamper som naturligvis har ligget i en kasse oven på mit skab i 4 års tid, men som er kommet op for ganske nyligt… Se hvor fine:
Lampis
Og se de flotte detaljer (og her taler jeg ikke om det fede støvlag, der dækker lampen. Det er naturligvis helt intentionelt, som for at give lampen et lækkert retro look… ahem…):
Lampis og støvis

Men så har jeg kun været dernede 1 gang siden da. For jeg synes godt nok at manden i kælderen ikke er fantastisk selskab. Og det føles bestemt som om man som potentiel ikke falder i hans smag heller…

Fine ting til trods, så var det med andre ord ikke en fantaaaaastic oplevelse at rode rundt nede i hans kælder.

Men så opdagede jeg forleden dag at Quriosa er kommet på Facebook og at der bliver lagt MASSER af billeder op af hans fine ting! YAY tænkte jeg. Så kan jeg få lov at se udvalget og kun vove mig derned hvis jeg ser noget som jeg ikke kan leve uden.

Men så skete det at jeg bladrede alle billederne igennem. Og jeg tror sgu at manden er sjov… Og at han måske bare er en misforstået sjæl, som er så vild med sine ting, at han måske bare helst er fri for nogen kommer og køber dem…

Bl.a. kan man købe “bred pung, hedder noget fancy, 100 kr”, eller “knive ala 10 kr stk, har masser”, eller “så fedt billede af en spejderdame, 200” eller “tæppish 200”. Så kom jeg til at tænke på Maren som sætter “is” efter de fleste ting.. selvom tæppet så efter hendes princip hedder tæppis… Men det er også sjovt.. Det er da sjovt. Han sælger også meget maskuline håndtasker fra 20-100? kr

Nå, min anbefaling er hermed givet videre… både for entertainment og good stuff.

Lost and found

Som de er jer, der følger mig på intagram formenlig har erfaret, ja så blev nøglerne fundet… sent i går aftes. Og selvfølgelig var det ikke mig, der fandt dem. Det var den bedre og langt mindre hysteriske halvdel.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne fortælle jer, at nøglerne lå i posen med kartofler (for dér har jeg også ledt), eller i cisternen ude på badeværelset (for der roder jeg rundt hele tiden nemlig), eller syet inde i boxmadrassen (for det kunne jeg måske havde gjort i søvne), men nej… Jeg overvejede et kort øjeblik at lyve om lokaliseringsstedet. Fordi det var så fucking latterligt. De lå omkring 30 cm. fra dér hvor jeg sad og græd hysteriske tårer over at mine nøgler var væææææææææææææææk heeeeeeeeeeeeeelt vææææææææææææk. I mit sy-grej som lå spredt ud over spisebordet. Det sy-grej som jeg har rodet igennem 12 milliarder gange. Men det krævede en mindre hysterisk homo sapiens af den mandlige art til at løfte et stykke stof og konstatere, at de lå dér… Lige dér.

Stedets banalitet var næsten ikke til at bære. Irritationen over dét overskyggede næsten glæden ved at få nøglerne retur. Men også kun næsten.

Til gengæld havde halvdelen nok pli til ikke at hovere… Eller også vidste han at jeg ville gå i “psycho-bitch-crazy-woman-don’t-make-me-open-up-a-can-of-whoop-ass-on-you-ass-face-mode”, hvis der faldt så meget som en snert af en lortekommentar.

Anyway, nu prøver jeg fremover at bruge den der nøgleophængsting som om.

røvhuller

Mere end en uge… SÅ lang tid har vi brugt på at få ryddet op herhjemme… Og her er blevet ret så flot, hvis jeg selv skal sige det.

Hvad FANDEN sker der så for, at jeg kan miste mine nøgler INDE i lejligheden og SLET ikke være i stand til at finde dem igen?

Jeg har været igennem lejligheden fra ende til anden. I køleskabet, på alle køkkenhylder, i sofaen, samtlige tasker og jakker (også dem jeg ikke har brugt i flere måneder, men der er fandme ikke noget der skal komme og fortælle mig, at jeg ikke har været ALT igennem), mit tøjskab, badeværelset, alt mit sy-pis, in short; fucking everything.

Jeg kom hjem igår, låste mig ind, fik en hjerneblødning og har lagt nøglerne et eller andet lorte sted.

Da jeg skulle gå med gravhunden igår, kunne jeg ikke lige umiddelbart finde nøglerne, så jeg lånte den bedre og lang mere organiserede halvdels nøgler, der selvfølgelig hænger på “nøgle-hænger-tingen”.
Gik ned med skraldet, gik med hunden, kom hjem, gik i seng, stod op, gik i panik… Og nu har jeg ledt i sammenlagt 2 timer kun afbrudt af arbejds-emails.

Så hvad gør en desperat kvinde?
Roder gennem det skrald hun bar ned 12 timer tidligere…

Og hvad er mere nedtur end at rode igennem skrald?
At rode igennem skrald og ikke finde det man leder efter…

skraldedame

Hvad gør en desperat kvinde så? Sætter sig ned og vrede-tuder! For det er fucking konstruktivt.

%d bloggers like this: