Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Jeg synes, at der er så mange rigtige sætninger i debatindlægget på Politiken.dk “Hvad er du mon bange for, Inger Støjberg”. Ja bevares, nogle af pointe(r)ne er lidt vel billige, men havde de været krydrede med fakta om, at selvfølgelig har vi i Danmark råd til at tage flere flygtninge (for det har vi!), og at det for øvrigt er gratis at behandle folk med respekt, så ville jeg føle, at mine synspunkter var ganske godt repræsenteret i debatindlægget.

Min lille nevø på 2 år siger “Man skal sige nej!” (godt nok i forbindelse med, at katten bider, men det gælder for så vidt også her)… Men jeg har nok først fået øjnene rigtigt op for den ubehagelige tendens her efter sidste folketingsvalg.

Så inspireret af min nevø, mange samtaler med min gode og kloge ven, Mark, som har forsøgt at få mine øjne op for problemet mange gange, og aktualiseret af den tyske journalist Anja Reschke, så vil jeg gerne være mere eksplicit!

Så jeg vil gerne sige nej. Nej til fremmedfjendske annoncer, nej til strukturel racisme, nej til et Danmark, som ikke kan se ud over egen næsetip.

Det var det hele… for nu.

Jeg har netop udgivet et blogindlæg som egentlig mistede sin nyhedsværdi for 3 mdr. siden. Men da jeg har lært at man altid lige skal falde ned inden man råber svarer/går til tasterne, lod jeg den lige ligge som kladde lidt… Jeg er nu faldet (lidt) ned, men jeg er ikke blevet klogere på folk, som mener, at julehjælp er forbeholdt hvide mennesker…

Men i mellemtiden er der sket så mange ting… Jul, nytår, et nedstyrtet Air Asia fly (som forsvandt ca. 3 dage efter min bedre halvdel og jeg havde fløjet en tur eller to i stort set samme område med samme flyselskab), en hel verden som var Charlie Hebdo – alt dette mens jeg var på en lang ferie i Sydøstasien med min bedre halvdel. Senest blev mit elskede København udsat for en tosset mand, som skød og dræbte to civile under påskud af at være religiøs.
Hvis du har brug for et fornuftigt take på den sag, så forslår jeg dig, at du hopper over til gravhunden Nadia.

Men alt dét skal det ikke handle om nu.

Men vi bevæger os dog ikke langt væk fra områder befængt med idioter…

For der er mennesker, der ikke vaccinerer deres børn… Med vilje? Kan du tænke dig det? Det gør, at vi er under flokimmunitetsgrænsen (and still going down). Det har ikke rigtigt haft sådan en aktualitet før… men nu er den her, aktualiteten… Desværre. Mange er smittede i Berlin og nu har sygdommen også krævet sit første offer i denne omgang.

Der er skrevet så frygteligt meget fornuftigt om vaccinationer… og alligevel er der folk, der er så fatsvage at de vælger den fra bare fordi… Eller fordi; “Mit barn skal ikke ha’ gift”, “staten skal ikke bestemme over mit barn” osv osv. Fælles for alle disse argumenter er “mit barn”, “min beslutning” “mig mig mig og mit”… Desværre fungerer det bare ikke helt sådan i Mæslinge-verden. For det handler ikke kun om dig og dit barn. Det er fandme et kollektivt ansvar, for ikke alle er så heldige, at de kan tåle vaccinen. Og ved at takke nej til den vaccine som (helt og aldeles videnskabeligt bevist) er pisse meget bedre end alternativet, så er du ikke kun et røvhul over for DIT barn. Du er også et røvhul over for spædbarnet, der ikke har fået sin MFR endnu, for den der har svækket imunforsvar, den der er i kemo…

Og så kunne man forestille sig, at folk forstod det, når man blot forklarede det… Men nej. I dag i Politiken skriver to læger et debatindlæg, der forklarer fakta og opfordrer forældre til at tænke sig om en ekstra gang inden de takker nej til MFR-vaccinen på deres børns vegne.
Man må antage at folk der tager sig tid til at kommentere på den slags artikler rent faktisk har læst artiklen (er det naivt at antage?), og derfor undres man, når folk argumenterer fuldstændig uanfægtet af fakta som lige er blevet præsenteret i artiklen.

idiot på politiken

Jakob Schimdt her er bare én ud af virkelig mange tosser, som mener, at de ved bedre end utallige forskere og læger… Eller som mener, at man ejer sine børn.
Jeg er faktisk også stødt på en enkelt eller to, som anerkender risikoen for egne og andres børn. Men som simpelthen er ligeglade. Fordi man selv må bestemme! Hvad fanden er dét for et argument??
Kom frem, du anti-vaccinations-menneske og retfærdiggør din beslutning baseret på fakta… Kom frem og fortæl mig, at du er pisse kold i røven over for (dit barn og) andres liv, for det må være den eneste grund til, at du fravælger vaccinen.

Nå… skal jeg mon vente 3 mdr. med at udgive det her blogindlæg? 

Slut note; tre måneder blev det ikke til… Men det er i dag den 5. marts 2015.

Nej NU stopper det…

Dette indlæg er skrevet den 28. november 2014. Men da jeg var så vred i øjeblikket, besluttede jeg mig for ikke at udgive…
Nu er jeg efterhånden faldet ned og har stadig brug for at udgive. Så here goes – indlægget er udgivet den 24. februar 2015…

I dag blev jeg konfronteret med tal, som var så rystende, at jeg faldt til tasterne i en facebookopdatering på min private profil.. Jeg diskuterede arrigt med min bedre og langt mildere halvdel (trods vi var ganske enige) og da et undisclosed antal af skodserier stadig ikke havde bedøvet mit raseri, ja well.. Så endte jeg her.
For jeg har brug for at tale om det. Brug for at blive trøstet, eller brug for at forstå… Eller forstå at jeg ikke kommer til at forstå.
Julen er en dejlig tid. Jeg er ikke så meget til gaveræset, men jeg kan godt lide den stemning mine medmennesker kommer i.

Ja der er også stress og jag over julen og der er lejlighedsvise grinches, der viser sig, men aldrig i mine 29 år har jeg oplevet grimhed i en sådan grad fra så mange mennesker, som i dag, da jeg læste en historie hos Metroxpress. De har nemlig historien om Daniel Carlsen (som i sig selv er et antropologistudie værdigt) og Danskernes Parti der uddeler julehjælp til dem, som de definerer som danskere, altså de hvide.
Og måske Metroxpress ikke syntes, at der var helt nok gris (pun intended) ved den historie… Nej de skulle også lige lave afstemningen, som jeg indtil i dag aldrig kunne drømme om.

En ting er, at man måske har misforstået julens budskab om at give og kristendommens budskab om at elske din næste også selvom du faktisk ikke holder meget af din næste, og man fejlagtigt tror, at julen i Danmark er for de kristne. Det er i min optik helt misforstået. Julen i Danmark er for langt de fleste en kulturel begivenhed snarere end en decideret kristen begivenhed. Og julen fylder i alle de danske hjem i et eller andet format, uanset religion.
Alle skoler holder juleferie – alle er, så vidt muligt, sammen med dem de holder af den 24. december – uanset religion. Det er min stærke overbevisning. Så at forbeholde julehjælp til de kristne er noget fis. Men noget misforstået fis, som jeg ikke kan hidse mig (meget) op over.

Men at sige at jul(ehjælp) er forholdt HVIDE mennesker er jo fucking psykopatisk… Det er jo simpelthen vanvittigt. Der er mange, der fejlagtigt trækker paralleller til Hitler og Holocaust i tide og utide (jeg nævner i flæng ham idioten i DR programmet Ti Stille Kvinde, der sammenlignede Zenia Stampe med Hitler (og Osama bin Laden for den sags skyld)) men jeg kan ikke se hvor det her adskiller sig fra nazismen… Hvis du ikke er ægte hvid i huden, så må du ikke få økonomisk hjælp i en religiøs/kulturel højtid. Hvis du ikke er hvid, er du ikke god nok. Bliver dine behov ikke anderkendt.
Hvad fanden? Hvad fuck har hudfarve med julehjælp at gøre? Hvorfor læser jeg at knap 40 procent af over 600 mennesker ser sådan på verden i 2014 i en dansk netavis?? HVORFOR?
Det gør mig (tydeligvis) så rasende, at jeg er ved at selvantænde.
Hvordan er det kommet så vidt?

Over de seneste par år har jeg været vidne til et politisk klima der i dén grad har ændret sig. Fra et meget udskældt DF som stod helt uden for indflydelse til et parti som nu, med folkets magt, som det hedder sig i et demokrati, står som eftersigende det største parti i Danmark.
Og DF har givetvis også fin politik på mange områder. God mod dyr og gamle mennesker og det er sådan set også ganske fint. Men det er jo nok ikke deres dyrevelfærdspolitik, der lokker flere vælgere til. Det er givetvis deres syn på folk med anden etnisk baggrund end dansk, ledt an af værdiordfører (og vel den første af sin slags) Pia Kjærsgaard og den slanke ariske sag Kristian Thulesen Dahl.

Og det er på mange måder kommende snigende ind på mig… bevidstheden om hvad den stigende vælgertilslutning til DF er et udtryk for… Og hvad det potentielt kan føre til.
For jeg har da stemt i, når folk har sagt “Hvem ER det der stemmer på DF?” og tænkt, som det fordomsfulde menneske jeg er at de allesammen sidder i Jylland og har rundet de 70, så rolig nu… Men i dag blev jeg konfronteret med dét faktum at jeg statistisk set nødvendigvis må kende nogen, der stemmer DF, som er under 70 og bosat på Sjælland.
Nu kender jeg ikke nødvendigvis mine læsere, men fortæl mig, stemmer du DF? Eller har du overvejet det? Jeg vil så gerne høre fra en som stemmer DF og ønsker (og evner) at forklare mig bevæggrundene bag…

Og i forhold til de mennesker der har svaret Ja i MetroXpressundersøgelsen, så bliver jeg nødt til at lukke øjenene for den slags mennesker, for ellers mister jeg al håb for vores verden. Når mennesker fra en så priviligeret del af verden ikke har hjernehjerterum til at rumme andres menneskers nød uanset hudfarve, religion, kulturelle skikke m.m., ja så står jeg af.

Pisse fucking ØV. Den dag jeg bliver en minoritet i Metroxpress-spørgsmålet, så flytter jeg.

Man undres…

Når en kendt person dør, føles det på en eller anden måde vedkommende for rigtig mange mennesker… Mange skriver RIP på Facebook, alle medierne har historien og folk poster velovervejede citater på head shots af den nu afdøde på Instagram.
Det er fint – hvis man føler sig berørt, skal man i min optik have lov til at udtrykke sig, som man vil! Det er ikke nødvendigvis dét jeg gør, men jeg kan sagtens forstå det behov for at udtrykke sig.

Men så er der følgehistorierne… De historier, som medierne bringer for at få historien til at række lige liiiidt længere…

Really, EB? Really??
RW

Normalt kører alt på “slow” om sommeren. Folk er på ferie og af en eller anden årsag gør det, at medierne ikke har noget at rapportere… Kun fuldstændigt ligegyldige historier.. Fordi der åbenbart ikke sker noget i sommerperioden… Men det er desværre ikke tilfældet denne sommer.

Gaza-konflikten fylder siderne og sendefladerne… Ebola-udbruddet i Vestafrika fylder en smule… Flynedskydningen over Østukraine er allerede yesterday’s news, trods det ikke engang er 2 uger siden… Borgerkrigstilstande i CAR og Syrien i langt mindre grad trods der foregår ting begge steder, som er helt utænkelige og uacceptable. Men CAR har været noget alvorligt rod siden januar og Syrien kører på 4. år nu… Gaza har p.t nyhedsværdien på sin side.

På ingen måde agurketid. Desværre.

Og alligevel sniger de sig ind hos medierne – de ligegyldige historier, som jeg klikker mig ind på, når jeg ikke kan holde ud at læse mere om mennesker, der dræber andre mennesker, eller om en sygdom så frygtelig, at folk flygter fra hospitalerne, efter de er blevet diagnosticeret – fordi de ved, at der en 90% risiko for, at de ikke kommer ud af isolationen levende…

Dagens agurk er fra den 14. juli og courtesy of Berlingske.

Og hvorfor skal den så ha’ mere opmærksomhed? Fordi den tydeliggør hvor dejligt, vi har det i Danmark. Og når store dele af verden har brug for vores hjælp, opmærksomhed, penge, handling, så kan det måske hjælpe lidt at se på kontrasterne…

Historien i kort handler om en del af en strand som måske skal være åben for såkaldte naturister [hvorfor hedder de egentlig ikke nudister mere?]… Det er der naturligvis nogle, der er kede af. Blandt andet Jens Peter… Her er et citat:

“For Jens Peter Vernersen, der er formand for grundejerforeningen ved Vedersø Klit, handler det blandt andet om en fredning fra 1967, der erklærer, at der skal være fri adgang for offentligheden. Og med en naturiststrand vil det, ifølge ham, være at bryde med den gamle aftale.

»Realiteten er jo, at familier med børn aldrig vil gå derned, hvis der ligger 20 til 30 naturister. Og så er der ikke fri adgang for alle,« siger han.”

Argumentet ville give mening hvis man erstattede “naturister” med “landminder”, “terrorister”, “inficerede lig” osv. Men nøgne mennesker?

Lovpligtig fri adgang for alle og den største trussel mod os er, at måske ikke alle HAR LYST til at gå derned, fordi nogen er nøgne.

Vi er heldige, at idioter i Danmark sjældent griber til våben… (uden øvrig kobling til ovenstående nøgen-historie i øvrigt). Og langt de fleste danske idioter er alene om deres sag. Så heldige er de ikke mange andre steder.

Når nogen bliver udsat for idioter i flok med våben, skal de repareres.

Det gør Læger Uden Grænser.
Du kan trække din donation fra i SKAT.

Hvis du ikke tror på Lægerne, så er der masser af alternativer, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og meget andet.

Og hvis du har lyst til at se noget rart efter ovenstående opremsning af verdens hæsligheder, så kan du hoppe forbi min instagram, @stopdetdog, for der er 5 søde hvalpe, som jeg har svært ved at stoppe med at tage billeder af… Min egen lille agurke-historie.

God tur på stranden, folks!

Set i indre by: mor står foran bagervindue med ca. 2 årigt barn. “Hvad vil du ha’?” Børn ser spørgende på mor. “Jaja du kan bare pege på det du vil ha’.” Barn peger på et wienerbrød. Mor ser irriteret på 2 årig… Mor siger: “Nej jeg har sagt ingen sukker”.

WTF?

Skal barnet så vælge landmandsrugbrødet eller speltbollen? Jeg orkede ikke at se slutningen på det projekt.

I have no hair

… sikke en cliff hanger af en overskrift min frisør-track record taget i betragtning. Men helt så dramatisk er det dog ikke.

Men altså; har lige været til frisøren… Ganske vellykket. Fine lyse striber i min hår. Men nyvasket hår er altid lidt nedern og fe-agtigt, når man er udstyret med en omgang tyndt pis-hår comme moi…

Så jeg tænker “jeg slænger det lige op i en lækker hipster knold” [nej ikke den helt oppe på hovedet med al håret; den med lidt af håret, nærmere bestemt det forreste som samles i baghovedet… kan I se det for jer? I min barndom hed det en Julie-frisure. Men måske var det fordi min ældre søster Julie dyrkede den frille hårdt i 90erne… og hvis det er grunden til navnet, så giver det jo næppe megen mening for jer…].

Bottomline, det forreste af mit hår smidt op i en lille mikroskopisk knold på baghovedet giver et samlet udtryk med stærke associationer til ham her:

mullet

Og han er da en nydelig ung mand… Men en mand none the less… Med dårligt hår. 2 ting jeg ikke bestræber mig på at ligne.

Dermed; den nye hipsterknold og jeg bliver ikke venner før mullet-looket er tilbage på catwalken.

Apropos tragisk…

Er det her sted ikke bare liiiige sådan et sted, du godt gider at gå i byen?

Hvor du bare kan HÅBE på at være den grimme pige, som han snaver med i hjørnet og ikke gider at kendes ved! MAND, han er sgu en vinder, ham Anthon!

Og hvor er det finurligt og charmerende at kalde en klub for Molly
En direkte branding-approach er måske den sikreste vej til succes lige over for den målgruppe. De kunne også bare have kaldt den “We Do Drugs” eller “Idiots”.

I don’t get it…

Hej…
Det er lang tid siden, I know… Men det er sjældent jeg har så meget på hjerte, at der er behov for at boble over herinde.

I dag læse jeg en artikel på politiken.dk. Om Laila der var uhelbredelig syg af kræft, fordi hun var en af de 27.000, der ved en fejl ikke er blevet indkaldt til screening.

Og så var det, at jeg tænkte, at det er frygtelig tragisk for Laila og hendes familie. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at leve med en terminal diagnose.

Men hvornår er vi stoppet med at tage ansvar for vores eget helbred? Hvornår begyndte vi at tilsidesætte vores egen handlekraft? Og gøre systemet ansvarlig for, at vi går til screening hvert 3. år?

Jeg forstår det slet ikke… Jeg bliver ugentligt mindet om livmorhalskræft… eller læge… eller mit eget helbred… på en eller anden måde. Og selvom det ikke var en ugentlig ting, så ville jeg da ikke lade 8-11 år gå forbi uden selv at tage initiativ? Ville I? (her håber jeg naturligvis at prikke til jeres dårlige samvittighed, hvis I er en af dem, der enten ikke er blevet indkaldt og ikke selv har gjort noget ved det, eller hvis I ikke liiiiige har haft tid til at gå til de der screeninger).

Indkaldelsen til screeningen er indført udfra et samfundsøkonomisk perspektiv… Så vi ikke når at blive uhelbredelig syge og dermed koster samfundet mange penge. Men man har selv ansvar for sit heldbred over for sig selv og sine kære… En manglende indkaldelse er jo ikke systemets måde at sige “Don’t worry, vi har på afstand vurderet, at du ikke fejler noget”

Det SKAL være en prioritet for os at bruge de muligheder vores velfærdssamfund giver os… Og med “muligheder” mener jeg ikke, den mulighed man har for så at klage over manglende indkaldelse gennem patientforsikringen. Det kan jeg simpelthen ikke forstå, at man gør. Det vidner da om, at man helt har mistet realitetsfornemmelsen, eller at man har et meget stærkt behov for at identificere en syndebuk… At man vedkender sig, at man ikke tager ansvar for sit eget helbred, og at man står så meget ved det, at man synes at man skal have en kompensation hvis systemet så ikke tager det ansvar. Systemets påmindelser er nice to have, og bør ikke være need to have.
Og det er ikke bare Laila, der er “opdraget” på den måde… Patientforsikringen opfordrer til at søge erstatning og er på den måde med til skabe en fortælling om, at her i Danmark behøver man ikke at tænke selv.

Artiklen slutter med et citat fra Laila vedr. hendes klage til Patientforsikringen: »Jeg gør det ikke for pengenes skyld, men for princippet. Jeg håber, regionerne vil gennemgå deres systemer rigtig grundigt nu, så der aldrig kommer til at ske lignende fejl igen. Jeg ville gerne have levet 40 år mere, men tænk på de unge kvinder, som måske kommer til at dø på grund af den dumme it-fejl. Jeg har da trods alt nået at blive over 50«.

Systemet vil altid fejle… vi må aldrig lægge ansvaret for vores liv i hænderne på systemet.
Jeg håber, at artiklen bidrager til at kvinder, unge som gamle, bliver klar over, at ansvaret for deres egen sundhed ligger hos dem selv… Det kan aldrig blive systemets ansvar, ligegyldigt hvad der bliver lovet.

Måske sidder I også med en guilty pleasure eller 2 derude i blogland… Nogle I læser mest for at følge med i the juicy details, eller fordi personen fascinerer jer på en måde, måske fordi deres mindset er så forskelligt fra jeres eget.
Dem har jeg et par stykker af… Ja Søren Pind på Facebook, det er dig jeg taler om! .

Bare en pointe, som ellers ikke har nogen relevans for det følgende… *ahem*.

I går faldt jeg over et blogindlæg om omskæring af kvinder. Sensitive subject much? Yes.

Blogindehaveren Katrine er vist blevet skudt i skoene af sine læsere, at hun er ukritisk over for informationerne hun videregiver i forbindelse med sponsorerede indlæg. Den kritik kunne eksempelvis stamme fra indlæg som det her… Eller det her… Eller. Ah. You get the point.
Og da Katrine er journaliststuderende skal hun da ikke have dét siddende på sig… ukritisk over for sine kilder i sine sponsorerede indlæg.

Så hvad gør hun? Hun går efter graverprisen i et indlæg om pigeomskæring sponsoreret af Unicef ved at stille spørgsmålstegn ved Unicefs kampagne… Ved at pointere at måske man lige skulle huske, at vi i Vesten måske ikke har det sande take på tingene. For det er jo deres kultur… [pause]

Dén havde I ikke lige tænkt over, vel? Det var godt, at Katrine bragte den pointe på banen… Om det er fordi jeg lige har været i Berlin og på Holocaust museeum m.m., ved jeg ikke… Jeg kan bare konstatere, at mine tanker er derhenne af ift. dén pointe. Tænk hvis vi bare accepterede grusomheder på baggrund af “kulturforskelle”.

En mening om indlægget synes jeg selv, at I bør danne jer… Katrines læsere har deres, jeg sidder med min, som jeg er fantastisk dårlig til at gemme…

I starten tænkte jeg “Dét, kære Unicef, er fandme penge givet ALVORLIGT dårligt ud”…. Nu tænker jeg; Mission accomplished med al den debat! Unicef får så meget for deres penge nu, men nok ikke på den måde de oprindeligt havde tænkt det! Og det er KUN fordi Katrines forsøg på kildekritik er så fantastisk misforstået, at hun selv ender med at fremstå som den uoplyste person, som Unicef netop prøver at oplyse med den kampagne. Og i nogle af Katrines læsere finder Unicef de bedste ambassadører for kampagnen…

Se dét kunne få mig op af stolen… Ja for Søren Pind på Facebook er faldet af på den, noget med at han skulle skrive en bog og ikke havde tid til at opdatere sin Facebookside.

Nyttige links i den forbindelse: Unicef – stop pigeomskæring
FMP – Foreningen mod pigeomskæring. Lokalt dansk initiativ om pigeomskæringer i Danmark.

– ja altså, så I selv kan gøre jeres kildekritik.

%d bloggers like this: