Et uventet resultat – a true story #1

Der har været et par indlæg rundt omkring i blogland om hår…
Supermutti har haft gang i et hjemmeprojekt der endte mindre heldigt.

Jeg har så lige betalt åh gud 2000 kr. for noget der også endte mindre heldigt.

Det startede fint… Jeg har i en del år efterhånden farvet mine lokker sorte/mørke. Først hos frisøren, men da hun for knap 3 år siden farvede både mit hår, min pande, min silkecardigan, og min tanktop sort, da tænkte jeg, at det måske var fjollet at bruge 500 kr. på noget jeg selv kunne gøre meget bedre for 80 kr.

Så i knap 3 år har jeg altså hjemmefarvet. Strategien har været at gå efter den farve, der var på bud i Netto, så længe den var sort/mørk.

Men for et par uger siden blev jeg lidt træt af det… Sagen er nemlig den, at når man er lidt lyshåret i virkeligheden og ikke er så dygtig til at farve hår hver 3. uge, så ser man ofte lidt skaldet ud, som her:

Derfor allokerede jeg ca. 3 års frisørbudget til en ordentlig tur, so to speak. Bestilte tid og glædede mig som ind i helvede. Mit hår så sådan her ud, da jeg trådte ind i frisørsalonen.

Fairly langt og meget sort!

Jeg satte mig i stolen og forklarede, at jeg ville nærmere min egen farve. Frisøren nikkede og sagde: “Fint fint, det kan være at vi skal gøre det over et par gange, men det finder vi ud af”, jeg sagde “Fint fint, jeg har voldtaget mit hår i mere end 10 år, og det har det stadig ret godt”. I bagklogskabens modbydeligt klare lys kan jeg tydeligt se, at det var at begå hybris lige dér.

Vi gik ombord i projektet.

Første runde gjorde nas som IND I HELVEDE, og jeg måtte da også bede dem om at fjerne hvad der føltes som napalm fra min hovedbund.
Og efter dét, så jeg sådan her ud:

Ikke lige det look jeg gik efter og bestemt heller ikke i nærheden af min naturlige hårfarve, men jeg vidste godt at det var en process, bevares, der var sat 3½ time af til mig.

Anden afrensning gik fint, ikke helt så smertefuld, ikke helt så varm som første gang. Men da frisøren skulle indfarve mit hår i en lidt mørkere nuance, kunne jeg godt se på hende og mit hår, at ikke alt var, som det skulle være.
Hun forsøgte at køre en kam gennem mit hår, så en smule panisk ud og sagde, at vi lige tog indfarvningen ved vasken [læs: væk fra spejlet hvor jeg kunne følge med].
Jeg rejste mig op for at følge med damen, og så til min rædsel en hel del af min i forvejen begrænsede mængde hår på en hårbørste…

En hel del dybe vejrtrækninger for at undgå panik og en indfarvning senere og jeg så sådan her ud:

Needless to say, det er ikke ligefrem lig min naturlige hårfarve…

Men jeg græd ikke… endnu.

Del 2 følger i morgen…